Kunst og identitet
Hvordan kan kunsten give afsæt for at tale om børns og unges identitet?
Hvordan kan man bruge de unges egne kompetencer i arbejdet med kunstens temaer?
Kunst og identitet er temaet for opgaverne på dette undervisnings-site. Målet er at bruge de unges egen fascination som afsæt for refleksion og dialog omkring kunsten. Udgangspunktet er værker på Louisiana. Men ideerne kan naturligvis også anvendes på andre kunstmuseer eller med andre værker.
Her på sitet foreslår vi forskellige tematiske undervisningsforløb; ”Favoritværk” og ”Kroppens Sprog” præsenterer dig for værker i Louisianas samling. Men du kan også arbejde med Louisianas særudstillinger, bl.a. med den japanske mangas karakteristiske tegnestil inspireret af udstillingen Manga! Japanske billeder (vinteren 2008-2009).
Hvorfor kunst og identitet?
Hvad gør os til de mennesker vi er?
Hvordan kan vi via mødet med kunstværket udtrykke vores værdier, drømme og holdninger?
Kunstværket som mødested
Kunstværker er symbolske mødesteder. Laboratorier, der kan skubbe til vores smag og udvide vores forståelse af verden. Mange (samtids)kunstværker udfordrer de værdier og normer, der definerer vores identitet og selvopfattelse.
Mødet med kunsten giver eleverne mulighed for selv at skabe betydning og reflektere over, hvordan betydning opstår. Kunstværket inviterer os til at deltage i forskellige tolkninger af, hvad det vil sige at være menneske.
Kunst og identitet
Mange værker i Louisianas samling har fokus på eksistens og identitet. Refleksionen over det grundlæggende menneskelige spørgsmål ”hvem er jeg” – er et grundvilkår for det moderne menneske.
Hvad er identitet?
Identitet er det særlige, som gør os unikke som individer. Men identitet er ikke en fastlåst størrelse. Identitet er forbundet med sociale, kulturelle, nationale og religiøse faktorer. Identitet afspejler relationelle forhold, og kan ligesom kunsten ikke sættes på en entydig formel.
Kunst er omverdenstolkning
Kunstværkets betydning er ikke statisk. Tolkningen afspejler betragterens holdninger, smag og viden.
I den nyere kunsthistories forståelse af samtidskunsten er vægten forskudt fra grundspørgsmålet ”hvem er jeg?” til en mere kontekstuel forståelse. En forståelse, der skaber relationer og opfordrer til forskellige læsninger af værket.
Eleverne som betydningsskabere
I undervisningen opstår værkets betydning i et samspil mellem værk og betragter. Viden opstår i dialogen omkring værket. Vi ønsker, at undervisningen gør eleverne bevidste om deres rolle som betydningsskabere.
Erfaringsudveksling
Louisiana er tænkt som et demokratisk mødested, hvor oplevelse, refleksion og dialog udfolder sig inspireret af møder med kunsten. Vi håber, du har lyst til at bidrage til denne dialog med kommentarer og billedeksempler på, hvordan du og din klasse har arbejdet med kunstens temaer. (e-mail til undervisning@louisiana.dk)
Redskaber
Vi anvender blandt andet skitsetegning og processkrivning som redskaber i undervisningen. Skitsetegning bruger vi som et middel til at fokusere og se mere i dybden. Processkrivning, hvor eleverne skriver deres stikord eller associationer til værker ned, er en god metode til at starte en fælles diskussion omkring værkets betydningsindhold.

