Louisiana Museum for Moderne Kunst

Udefra ligner Louisiana blot en ældre, forvokset villa. Med grønne planter op ad husene og brosten i indgangen. Men når du kommer inden for udvider oplevelsen sig. Dit blik kan frit glide ud over parken med de mange træer og skulpturer og du bliver inviteret til at slappe af og føle dig hjemme.

Louisiana er placeret på kanten af Øresund. Bygningerne snor sig mellem parkens træer og er fuldstændigt tilpasset omgivelserne. Glasgange slører overgangen mellem ude og inde. Arkitekturen danner en stor åben cirkel, der understreger udsigten over vandet, når du går tur i parken. Her kan du finde små mikroverdener, der kan minde om tempelrum i Japan, en dansk bøgeskov eller sydeuropas stejle skrænter med små fårestier.

Da Louisiana åbnede i 1958 var det det første museum i Danmark med en café. Dengang synes mange det var underligt at blande kaffe, kringle og kunst. Men Louisianas grundlægger Knud W. Jensen, mente det var vigtigt at folk kunne føle sig hjemme på museet.Louisianas samling vokser hele tiden og derfor vil museet altid se forskelligt ud, uanset hvornår du besøger det. Samlingen har fokus på international moderne kunst og samtidskunst.

Værker af Asger Jorn, Alberto Giacometti, Francis Bacon og Andy Warhol, danner rygraden i den klassiske del af samlingen. Kunstnere som Tal R, Jonathan Meese og Bill Viola giver et samtidigt perspektiv på tolkningen af kunsten og mennesket.Hvert år viser Louisiana en række spændende særudstillinger. Særudstillingerne kan handle om alt fra arkitektur til Manga og fokusere på unge samtidskunstnere eller berømte klassikere. Du kan læse mere om særudstillingerne under Udstillinger.

På Louisiana kan du både se på kunst og bade. En port nederst i parken fører direkte ud til stranden. Her kan du gå tur langs vandet og springe i fra den grå badebro, som den franske arkitekt Jean Nouvel har bygget. Men husk, at du skal hele vejen rundt om museet for at komme ind af hovedindgangen igen, hvis du vil se flere udstillinger.

Sendt af: Bas Rozenbrand op 16 / 06 / 2009 - 09:22